| |
|
|
|
|
<< OVERSIGT
|
|
Fosterundersøgelser - vor tids arvehygiejne?
|
|
|
Hans Asger Holmsgaard
16. dec. 2009 Kl. 00:13
 |
Det Etiske Råd udgav den 22. oktober sin redegørelse om fremtidens fosterdiagnostik (fosterundersøgelser).
Heri efterlyses en debat om de etiske forhold, og et flertal i rådet mener, at Folketinget mere aktivt bør regulere anvendelsen af disse undersøgelser inklusive forholde sig til, hvilke undersøgelser, der skal tilbydes alle gravide.
Da fostervandsundersøgelserne i sin tid blev indført, var et af argumenterne, at de ”ville medføre besparelser på de offentlige budgetter” – (ved at slippe for at betale for de handicappede, som ikke ville blive født).
Dette blev dog på foranledning af bl.a. Tove Videbæk og Esther Larsen ændret i 2003, hvor Folketinget vedtog en hensigtserklæring om, at ”formålet med fosterdiagnostik ikke er at hindre, at børn med alvorlige sygdomme fødes, men at bistå en gravid kvinde med at træffe sine egne valg”. Ideen var, at forældrene bedre skulle kunne forberede sig på at få et handicappet barn – bl.a. ved at få kontakt til forældre til børn, der havde det samme handicap.
Dette lyder også meget smukkere end en ”kvalitetskontrol af, hvilke børn, der må få lov til at blive født”. Virkeligheden er dog, at langt de fleste børn med – i hvert fald et sværere - handicap ikke får lov til at blive født, men i stedet ender som en abort.
Tiden har dog vist, at fosterundersøgelser også kan have positive konsekvenser for det ufødte barn. For nylig er det kommet frem, at mange hjertebørn vil kunne reddes, hvis man systematisk scannede alle fostre for hjertesygdom. En del af disse vil kunne behandles i fostertilstanden og en del vil kunne få en meget bedre behandling umiddelbart efter fødslen, når man allerede inden fødslen havde fundet hjertesygdommen. Her er altså et eksempel på, at en fosterundersøgelse kan REDDE LIV.
Udviklingen af fosterundersøgelserne kan dog også få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, hvis der ikke gribes ind med en eller anden form for regulering. Fremtidsvisionen er, at man ved at tage en blodprøve på moderen meget tidligt i graviditeten - før abortgrænsen ved 12. uge – kan udtale sig om en lang række af barnets egenskaber f.eks. køn, risiko for udvikling af kræft eller skizofreni. Det drejer sig altså ikke kun om sygdomme, men også om en lang række normale egenskaber.
Her kommer Det Etiske Råd heldigvis med en enstemmig anbefaling af, at fosterundersøgelserne kun skal omhandle alvorlige sygdomme og misdannelser og ikke normale egenskaber som f.eks. højde og øjenfarve. Vi er fuldstændig enige i denne anbefaling. Da det vil være svært at forholde forældrene kendte oplysninger om deres barn, vil det rigtige derfor være, at man overhovedet ikke undersøger for disse egenskaber.
Så har det været foreslået, at der skulle laves en ”positivliste” – en fortegnelse over hvilke lidelser, der skulle berettige til en abort - og en ”negativliste” - en tilsvarende liste over hvilke lidelser eller tilstande, der ikke skulle berettige til en abort. En sådan liste vil være vilkårlig og umulig at administrere, idet man ikke altid kan sige, hvor svært et handicap vil slå igennem, når barnet er født. Tænk blot på, hvor forskelligt mongoler fungerer.
Når man skal tage stilling i så svære etiske spørgsmål, så er det vigtigt, at man er bevidst om sit udgangspunkt: hvilket menneskesyn og hvilke etiske grundværdier, man vil gå ud fra.
Vi går ind for et kristent menneskesyn, der siger, at alle mennesker er skabt af Gud og derfor har en enestående værdi fra undfangelse til død. Vi er uenige i et relativt menneskeværd, hvor man først får værdi, når man opfylder bestemte betingelser: f.eks. at man kan klare sig selv og ikke er hjælpeløs, unyttig eller svært forpint. I et relativt menneskeværd får man problemer med at sætte grænserne: hvornår får et menneske værdi (før eller efter fødslen eller når barnet kan klare sig selv), og hvornår mister det værdien igen i den anden ende af livet? I stedet tror vi på det absolutte menneskeværd, hvor alle mennesker har den samme værdi. Nogle mennesker er stærke - andre er svage og har derfor behov for hjælp og beskyttelse fra de stærke. Alle har lige meget ret til livet.
Hvilket menneskesyn vi vælger, har også betydning for vort syn på handicappede. Er en handicappet blot en fejlproduktion, som burde være undgået – d. v. s. aborteret? Eller er det et rigtigt menneske, som bare har et særligt behov for vores omsorg?
For os gælder der tre etiske grundprincipper:
1. Livets hellighed og ukrænkelighed.
2. Budet om næstekærlighed.
3. Det enkelte menneskes selvbestemmelsesret.
De tre principper er ligeværdige, og afvejningen af hvilket princip, der skal veje tungest, er ikke altid så nem.
Ad 1: Fosteret i mors mave er skabt af Gud, forskelligt fra både mor og far og har alle medfødte egenskaber i sig. Det har derfor værdi i sig selv og dermed ret til livet.
Ad 2: Der kan være situationer, hvor det vil være mest næstekærligt at afbryde graviditeten. Det gælder f.eks. hvis barnet er så svært handicappet, at det alligevel vil dø kort tid efter fødslen. Hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt, vil det heller ikke være næstekærligt, at moren skal gennemføre et sådant påtvunget svangerskab med alt, hvad det indebærer.
Ad 3: Moren har råderet over sig egen krop; men er barnet i hendes mave reelt en del af hendes egen krop. Hvem skal tage vare på barnets interesser?
Vi er ude i nogle meget vanskelige spørgsmål, hvor det er meget svært at sætte grænser. Vi mener ikke, at man blot kan overlade disse svære beslutninger til forældrene alene. Nogle må også tale det ufødte barns sag.
Vi glæder os over, at de nyeste opgørelser viser, at de fleste forældre ikke sorterer fostre fra på grund af mindre handicap og lette sygdomme. Vi er trygge ved at afgørelserne i de konkrete tilfælde ligger i abortsamrådene, hvor man har en restriktiv holdning. Af hensyn til den hastige udvikling af fosterundersøgelserne er det dog nødvendigt, at også lovgiverne grundigt diskuterer og regulerer disse undersøgelser.
Vi ønsker, at også ovennævnte kristne menneskesyn og de nævnte etiske grundprincipper inddrages i denne diskussion. Vi ønsker ikke et samfund, hvor der kun er plads til det perfekte menneske og ikke til handicappede. I fosterundersøgelserne bør der ikke undersøges for normale egenskaber og tilstande, og abort bør ikke finde sted på basis heraf. Undersøgelserne bør kun bruges til at finde alvorlige handicap og sygdomme, og de bør fortsat bruges til at finde sygdomme, som kan behandles i graviditeten og lige efter fødslen. Vi ønsker ikke at gå længere ad vejen mod arvehygiejne.
Hans Holmsgaard
Preben Bredesgaard
Mark McCullagh
Ellen Mølgaard
Ida Järvung
Sten Houmøller-Jørgensen
Kristian Kristensen
Svend Prytz
Hans Paulli Jørgensen
(bestyrelsen for Kristelig Lægeforening)
|
|
Hans Asger Holmsgaard
22. apr. 2010 Kl. 18:34
|
Til bestyrelsen for Kristelig Lægeforening.
Bestyrelsen har d. 8. feb. 2010 et indlæg i Ugeskrift for Læger med titlen ”Fosterdiagnostik – vor tids arvehygiejne?
Jeg var temmelig forbløffet efter at have læst indlægget, og sidder tilbage med et par spørgsmål, som jeg må stille KLF´s bestyrelse.
1. Mener man i KLF virkelig det, der står som ”AD 2”: at det vil være mest næstekærligt at slå et foster ihjel, hvis det alligevel vil dø kort tid efter fødslen? Ifølge KLF’s bestyrelse beror det på princippet om næstekærlighed, som står lige med princippet om livet hellighed og ukrænkelighed. Hvis der er tale om et princip, må princippet altså være, at man kan tage et andet menneskes liv, hvis man gør det af kærlighed, og fordi man mener, at dette menneske er bedste tjent med at dø. Når det er et etisk grundprincip, må det nødvendigvis også gælde i andre lignende forhold, og altså ikke blot, når det drejer sig om mennesker, der ligger inde i en livmoder. Det er således irrelevant om mennesket er 20 uger, 30 uger eller 30 år. Hvis det pågældende menneske er så handikappet eller sygt, at det alligevel vil dø, så må du tage dets liv. KLF’s bestyrelse gør sig altså til fortaler for eutanasi. Sådan må det nødvendigvis forstås. Du må tage et menneskes liv, hvis du gør det af næstekærlighed. Mener KLF’s bestyrelse dette? Ønsker KLF således at gå længere end Etisk Råd og lovgivningen i samfundet i spørgsmålet om eutanasi?
2. Ligeledes fremgår det af ”AD 2”, at KLF’s bestyrelse mener, at det er mest næstekærligt at slå et foster ihjel, hvis det er blevet til som resultat af en voldtægt. Spørgsmålet om, hvem det er næstekærligt over for, fremgår ikke. Er det næstekærligt over for barnet? Vil et selvstændigt (måske bortadopteret) menneske bede om at blive slået ihjel, hvis det fandt ud af, at det var blevet til ved en forbrydelse? Og måtte jeg så overhovedet slå det ihjel? Et sekulariseret dansk samfund ville dømme, den, der gør sådan, som forbryder. Det er helt klart: du må ikke slå andre ihjel, selv om de beder om det. Jeg læser det derfor, som at KLF’s bestyrelse mener, at det er mest næstekærligt over for kvinden. Igen: der er tale om et princip som altså er ligeværdigt med princippet om livets hellighed og ukrænkelighed – og der er iflg. KLF’s bestyrelse situationer, hvor næstekærlighedsprincippet vejer tungest. Princippet er, at du må tage et menneskes liv, hvis du gør det i kærlighed til et andet menneske. For mig lyder det som et uhyggeligt princip. Hvad mener KLF’s bestyrelse egentlig? Bygger den pågældende abort på et princip – eller er der blot tale om en defineret situation, hvor det er OK at slå barnet ihjel? Og hvor blev etikken så af?
3. De to ovenstående spørgsmål beror på den forudsætning, som også tydeligt fremgår af indlægget: ”Alle mennesker er skabt af Gud og har derfor en enestående værdi fra undfangelse til død.” Jeg må spørge: mener KLF’s bestyrelse virkelig det?
Jeg håber KLF’s bestyrelse vil melde klart ud, hvad man mener om ovenstående. Jeg anser problemstillingen som dybt seriøs, og kan kun beklage, hvis Ugeskriftets læsere sad med samme indtryk og spørgsmål som jeg efter at have læst indlægget.
Med venlig hilsen
Andreas Munk
Jørundargøta 53
FO-188 Hoyvik
Færøerne
|
|
Hans Asger Holmsgaard
22. apr. 2010 Kl. 18:38
|
Kære Andreas Munk.
Tak for din henvendelse vedrørende vores indlæg i Ugeskrift for Læger om etikken ved fosterdiagnostik.
Vi gør i vores indlæg rede for tre etiske grundprincipper: 1. livets hellighed og ukrænkelighed, 2. buddet om næstekærlighed og 3. det enkelte menneskes selvbestemmelsesret. Vi mener, at disse tre principper er ligeværdige. De tre etiske principper støder af og til sammen, og man kan ikke på forhånd afgøre, hvilket af principperne, der er det vigtigste. Det må – i de etiske dilemmaer - afgøres efter en grundig overvejelse i hvert enkelt tilfælde.
Et andet etisk dilemma er f. eks., om en kristen kan være soldat eller ej. Må man slå et andet menneske ihjel for at forsvare sit land? Nogle kristne vil sige ja, andre vil sige nej. Vi bliver nødt til at acceptere, at kristne i etiske spørgsmål – efter bibellæsning, bøn til Gud og grundige overvejelser med deres samvittighed – kan komme til forskellige svar på, hvilket etisk princip, der skal veje tungest i den konkrete situation.
Vi vil stadig fastholde, at ethvert menneske er skabt af Gud og skabt i hans billede, og at det har en enestående værdi fra undfangelse til død. Som følge heraf kan man ikke bare tage et andet menneskes liv (uanset om det er 20 uger, 30 uger eller 30 år!). Vi går derfor heller ikke ind for aktiv dødshjælp. (Se herom vores indlæg ”Nej til aktiv dødshjælp”). Vi ønsker ikke at gå længere end Etisk Råd og vil selvfølgelig overholde dansk lovgivning inklusive orientere den gravide kvinde om hendes rettigheder.
Når dette er sagt, er der imidlertid alligevel situationer, hvor vi mener, at buddet om næstekærlighed må veje tungere end buddet om ikke at slå ihjel. Men det er bestemt ikke nogen nem afvejning.
Hvis et barn lider af så svær en sygdom, at det ikke vil kunne overleve efter fødslen, så synes vi ikke, at det er rimeligt, at moderen skal gennemgå en lang graviditet og besværlig fødsel for at se sit barn dø umiddelbart efter fødslen.
Hvis barnet er resultat af en voldtægt, vil vi ikke pålægge moderen mod hendes vilje at gennemgå en sådan påtvunget graviditet. For os er en voldtægt en ond handling, og vi synes, at moderen har lidt overlast nok. Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om, at også barnet efter en voldtægt er skabt af Gud. Men i denne helt specielle situation vægter vi altså hensynet til moderen højere en hensynet til barnet, da det jo er moderen, der har været udsat for et overgreb. Dilemmaet er jo netop, at man i den situation må vælge, hvem man vil vise mest næstekærlighed overfor. Her vælger vi efter seriøse overvejelser moderen.
Vi har så ikke inddraget, hvordan det vil påvirke barnet, at moderen formentlig vil hade den påtvungne graviditet og måske også hade barnet. Nævnes skal det også, at systematisk voldtægt i visse lande bruges som et våben i en krig, ligesom der kan være tale om en voldsom stigmatisering af den voldtagne kvinde.
Noget helt andet er, hvis moderen ønsker at beholde barnet. Så vil vi selvfølgelig støtte hende og bakke hende et hundrede procent op i hendes valg.
I sidste instans vil det altid være kvindens eget valg – og dermed også hendes ansvar – om hun vil beholde barnet eller ej. Vi har forsøgt at give hende nogle principper at vælge ud fra; men der er desværre ikke altid nemme og enkle løsninger på disse meget svære problemstillinger. Vi vil derfor heller ikke fordømme hende, hvis hun træffer en anden beslutning, end den vi her lægger op til.
Vi håber hermed at have svaret på dine spørgsmål og har forsøgt at gøre det ud fra vores etiske holdning.
Venlig hilsen
Hans Holmsgaard
|
|
Hans Asger Holmsgaard
22. apr. 2010 Kl. 18:47
|
Kære Hans Holmsgaard.
Tak for dit svar. Jeg er helt med på det, du skriver, og bestyrelsens holdning i de forhold, jeg stiller spørgsmål til, havde jeg også klart forventet. Selvfølgelig havde jeg da fx ikke regnet med, at I gik ind for eutanasi!
Mit anliggende var at gøre opmærksom på, at den præmis I argumenterer ud fra, ikke duer. Det, synes jeg selv, fremgår tydeligt af det, jeg skriver, men du undlader helt at kommentere det.
For mig at se går det ikke at bruge de 3 etiske grundprincipper, som I fremlægger. Jeg har heller aldrig set det fremstillet sådan før. Jeg synes, det ser ud som om, at I har forsøgt at "regne et etisk dilemma ud". Og I kommer (ved baglæns ressonering) frem til den formel, der hedder "de 3 etiske grundprincipper". Måden at løse det etiske dilemma er, at skrue forskelligt på de 3 knapper. Hermed har vi sagt OK for abort, hvis der er tale om et svært misdannet foster eller en voldtægt.
Men: hvis du sådan kan skrue forskelligt på de 3 knapper, når det drejer sig om afslutningen af livet for et menneske på 30 uger, så må du nødvendigvis også kunne gøre det for et menneske på 30 år. Hvorfor skulle det ikke være sådan? Er det fordi, der gælder andre etiske regler for et foster end for et født menneske, så man det jo klart fremgå! Hvorfor? Fordi I fremstiller det som et princip. Altså en grundsætning/forudsætning, som vi kristne til enhver tid må træffe beslutninger ud fra. Den enkelte kan vægte de 3 grundprincipper, som han har lyst til. Hvis dette ikke gælder, må KLF's bestyrelse definere, præcis hvordan knapperne skal stå i alle etiske forhold - ellers kommer jeres grundprincipper uvægerligt til at legitimere fx eutanasi. Men grundprincippernes hensigt er jo, at de skal bruges som retningslinjer eller redskaber/grund(forud)sætninger til netop at afgøre, hvad der er rigtigt i et givent etisk spørgsmål, uden at det er defineret på forhånd.
I bliver - for mig at se - nødt til at afskaffe jeres 3 etiske grundprincipper, og i stedet holde jer til de principper, som alle andre anvender, når man taler etik: nemlig pligtetikken og nytteetikken - set fra en kristens synsvinkel vel at mærke. Og så bliver man nødt til at fastholde, at der er nogle etiske dilemmaer, som er veldefinerede og afgrænsede, og hvor man med gode og vægtige grunde vælger at forholde sig på en bestemt måde. Men man må fastholde, at det er et etisk dilemma (fx abortering af det svært misdannede foster), som man ikke kan opstille etiske grundprincipper for. Det er umuligt. Og hvis man forsøger alligevel, kommer man til at legitimere de uhyrligste handlinger. Til gengæld for at fastholde, at der er tale om et etisk dilemma, må man så også respektere, at andre kan komme til andre slutninger, og måske deres argumentation er bedre end ens egen? (I parentes: hvordan ser KLF's bestyrelse på de medlemmer, der mener noget andet? Eller skal man mene det samme som medlem? Endnu et retorisk spørgsmål, men helt ærligt: I nævner det ikke med et ord i indlægget i Ugeskriftet, og jeg synes det fremstår som KLF´s officielle holdning).
Personligt synes jeg som læge ikke, at det er så nemt at få klarhed over de etiske problemer/dilemmaer, som I berører. Man kan jo tage fejl. Og tager vi som læger fejl, så pådrager vi os skyld - alle gode intentioner til trods. Og vi kommer ikke udenom, at vi skal stå til regnskab for det - i sidste ende over for Gud, livets ophav.
Mvh.
Andreas Munk
|
|
Hans Asger Holmsgaard
22. apr. 2010 Kl. 18:51
|
Kære Andreas Munk.
Du skriver, at vores etiske præmis ikke duer. Vi argumenterer ud fra tre etiske grundprincipper, som har deres rod i Bibelen. Vi siger, at disse principper somme tider kolliderer, og man ikke på forhånd kan sige, at det ene princip altid skal gå forud for det andet. Der er masser af etiske dilemmaer, og vi har ikke forsøgt at regne baglæns; men mener, at de nævnte principper har noget at sige i mange af livets forhold.
Vi har ikke sagt, at man blot kan skrue forskelligt på de tre etiske ”knapper”, som man har lyst til. Som jeg skriver til dig i mit første svar, må vi hver især efter bibellæsning, bøn til Gud og grundige overvejelser med vores samvittighed tage stilling i den konkrete situation. Der er forskel på et ufødt barn undfanget efter en voldtægt og et voksent menneske på 30 år. Det er ikke muligt på forhånd at definere præcist, hvordan ”knapperne” skal stå i alle etiske forhold. De skal stå forskelligt i forskellige situationer. Vi er derfor enige med dig i, at ”grundprincippernes hensigt er jo, at de skal bruges som retningslinier eller redskaber/grund(forud)sætninger til netop at afgøre, hvad der er rigtigt i et givent etisk spørgsmål, uden at det er defineret på forhånd”.
Ja, der er ”etiske dilemmaer, som er veldefinerede og afgrænsede, og hvor man med gode og vægtige grunde vælger at forholde sig på en bestemt måde”. Disse ”gode og vægtige grunde” er for os bl.a. en afvejning af de nævnte tre etiske grundprincipper i forhold til hinanden. Denne afvejning må foretages i hver enkelt situation. Dette betyder ikke, at man kommer til at legitimere de uhyrligste handlinger.
Som vi skriver i vores svar til Thomas Teglgaard i Ugeskrift for Læger den 8. marts 2010 side 814, så må vi i etiske dilemmaer acceptere, at andre (også andre kristne) kan komme til en anden konklusion end os. I Kristelig Lægeforening er der naturligvis også plads til medlemmer, som mener noget andet end bestyrelsen. Medlemskab er åbent for enhver læge, der kan tilslutte sig foreningens formål, som er: 1. Styrke medlemmerne i troen på Jesus Kristus 2. Fremme kristendommens indflydelse i deres lægegerning 3. Støtte lægemission.
I spørgsmålet om abort er det i sidste ende altid moderens ansvar at beslutte, om hun vil beholde barnet eller ej. Som læger har vi en forpligtelse til at rådgive hende, så godt vi kan. Hvis hun giver os lov til det, vil vi som kristne læger her også argumentere ud fra vores kristne tro. Som du også skriver, er det svære etiske dilemmaer at skulle rådgive i, og naturligvis risikerer vi at tage fejl og dermed pådrage os skyld, som vi må stå til regnskab for. Vi har dog kun ansvar for vore egne handlinger og beslutninger.
Venlig hilsen
Hans Holmsgaard
|
|
|
<< OVERSIGT
|
|
|
|
|
|
|
|