Hans Asger Holmsgaard
05. dec. 2009 Kl. 10:12
 |
Civil ulydighed.
Er der blot tale om ”moralsk selvfedme” eller ”selvtægt, når noget ikke passer os”?
22 kristne læger vedtog den 26.09.09 følgende erklæring om lægebehandling af afviste asylansøgere:
”Der er fra en anden gruppe af kolleger udarbejdet et brev til danske læger om behandling af afviste asylansøgere.
En gruppe kristne læger, som alle er medlemmer af Kristelig Lægeforening, ønsker at udtale følgende:
Som læger er vi ifølge lægeløftet forpligtede til at hjælpe alle syge mennesker, der har brug for lægehjælp – uanset hvem de er, eller hvilken status de har.
Som kristne er vi ifølge budet om at elske sin næste forpligtede til at hjælpe den nødlidende, som vi møder på vores vej.
Derfor hverken kan eller vil vi undlade at behandle de syge, vi møder – uanset deres status hvad angår retten til at være i landet eller ej.”
Bl.a. denne erklæring blev efterfølgende voldsomt angrebet af journalist på Weekendavisen Martin Krasnik. Vi blev beskyldt for at ville vise, at vi er ”bedre mennesker end det sorte menneskefjendske flertal på Christiansborg”, at vi ville skabe et ”moralsk andetkammer med helt andre spilleregler end i det almindelige politiske system”. Erklæringen var blot ”moralsk selvfedme” og ganske gratis, da den aldrig ville kunne få alvorlige konsekvenser for os.
Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen er i Morgenavisen Jyllands-Posten lige så hård i sin dom: ”Danske præsters og ligesindedes påberåbelse af begrebet civil ulydighed er intet andet end en eufemisme for selvtægt, når noget ikke passer dem.”
Hertil er at sige:
Vi har som kristne lige så meget ret til at argumentere ud fra det, vi tror på, som alle andre! Hverken statsministeren eller en journalist ved Weekendavisen kan indskrænke vores ytringsfrihed. Vi vil være vores grundlag bekendt og fægter med åben pande.
Vi gør os ikke derved til bedre mennesker eller fordømmer andre, fordi de mener noget andet. Som kristne ved vi i øvrigt godt, at vi ikke er bedre eller gode nok i os selv, men har brug for Guds hjælp og tilgivelse, når vi fejler!
Men vi har en legitim ret til at ønske, at dansk lov fortsat skal bygge på de kristne værdier, og vi har lov til at kæmpe for det. Personligt synes jeg endda, at vi har en pligt til det.
Som kristne skal vi ligesom alle andre som hovedregel adlyde myndighederne og gældende dansk lov. Der er ikke fri adgang til selvtægt, blot fordi noget går os imod, som Johannes H. Christensen beskylder os for at mene. Men der er situationer, hvor vi må give ”kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”. Det vil bestemt være undtagelsen, og det vil aldrig være i situationer, hvor det drejer sig om vores egen magelighed eller hvad, der kan gavne os selv. Der skal udelukkende være tale om at gavne andre eller hjælpe andre i nød, når de er kommet i klemme i systemet. Det enkelte menneske må altid gå forud for systemet.
Hvis vi vælger at bryde loven, så må vi også være villige til at tage vores straf. Martin Krasnik har ikke ret i, at vi gør det gratis. Sognepræst Leif Bork Hansen og andre er blevet idømt straffe for at hjælpe flygtninge under jorden – ja Bork Hansen var endda tæt på både at blive blevet fængslet og miste ”kjole og krave”. Selv har jeg været politianmeldt for at være læge for flygtninge under jorden, så Martin Krasnik tager fejl, når han siger, at civil ulydighed ikke kan have ubehagelige konsekvenser.
Men hvorfor går vi så ikke mere stille med dørene? Det gør de fleste nok også – måske ud fra den betragtning, at det er vores ansvar at hjælpe det enkelte menneske og myndighedernes ansvar at finde ud af, hvem der skal have opholdstilladelse og hvem, der ikke skal have. Men er vi uenige med myndighederne i deres afgørelser, så må vi arbejde politisk - f.eks. ved at gå til pressen.
Det skal hverken Martin Krasnik eller andre forhindre os i!
|