Hans Asger Holmsgaard
14. feb. 2010 Kl. 16:47
 |
Folketingsmedlem Helge Adam Møller har i Kristeligt Dagblad den 09.02.10 atter gjort sig til talsmand for indførelse af aktiv dødshjælp. Argumentet er, at når han i hele sit liv har fået lov til selv at bestemme i vigtige forhold, så vil han også have lov til det, når det drejer sig om livets afslutning.
Det er en illusion at tro, at man selv kan bestemme over de vigtige ting her i livet. Vi vælger ikke selv at blive født, vi vælger ikke selv den familie vi bliver født ind i, vi vælger ikke selv vore evner eller vort helbred, og vi kan ikke selv vælge den kærlighed, vi bliver mødt med.
En stor del af de ting, som vort liv afhænger af, er ikke noget, vi kan vælge – men derimod alt sammen gaver fra Gud. Dette synspunkt har også sin baggrund i, at vi - i modsætning til hvad Helge Adam Møller angiver - ”tror på en skabende Gud, som holder det hele i gang”.
Vi mener også i ramme alvor, at Gud for hvert enkelt menneske har en plan for, hvornår og hvorfor vi bliver født, og i den anden ende af livet også har en plan for, hvornår vi skal dø. Vi kan som mennesker ikke altid forstå hans planer, men må bøje os for dem alligevel.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi som læger ikke vil bruge al vores tid og energi på at forhindre lidelse og død. Vi er også villige til ved terminalt syge patienter at give stærk smertestillende medicin, selv om det kan være livsforkortende. Det afgørende er, at sprøjten gives for at behandle smerter og ikke for at slå ihjel. Vore patienter skal kunne være trygge og vide, at vi er på livets side.
Hvis dødsprocessen derimod er i gang, har det ikke nogen mening at forlænge denne proces. I den situation er opgaven at trøste og lindre de symptomer, der måtte være – f. eks. angst, smerter og andre fysiske klager. Enkelte gange er det eneste, vi kan, blot at turde være til stede og dele sorgen og afmagten. Denne ”palliative” indsats er meget vigtig og kan alt for nemt blive glemt, hvis man i stedet blot kan slå patienten ihjel.
Øjenlæge Jørgen Kleener rejser det meget væsentlige spørgsmål om, hvem der i givet fald skal udføre dødshjælpen. Det er alt for nemt at forvente (eller kræve), at det skal lægerne tage sig af. Vi er helt enige med Jørgen Kleener i, at det ikke er nogen lægelig opgave. Det må overlades til dem, der er uddannet til at slå ihjel.
Afslutningsvis kunne man spørge, om accepten af retten til selv at bestemme over livets afslutning også skal udstrækkes til at gælde retten til at begå selvmord? Også her vil vi sige nej. Tværtimod skal vi gøre, hvad der står i vores magt for at forhindre selvmord og selvsagt også modvirke, at nogen har det så dårligt, at de får lyst til at gøre det.
Hans Holmsgaard
Preben Bredesgaard
|